1. Generelt
Enhver aftale, som ikke fremgår af disse betingelser, er ugyldig.
Løsningen laves til og faktureres til den virksomhed, forening eller privatperson, som bestiller den.
Wiegaarden go2net forbeholder sig ret til at benytte kundesagen som reference i markedsføringsøjemed, men vil primært udvælge nogle "ambassadørkunder", som bliver kontaktet i forbindelse med markedsføringen.
Wiegaarden go2net forbeholder sig ret til at placere en tekst eller et lille logo indeholdende navnet Wiegaarden go2net i bunden af forsiden og på undersider.
Wiegaarden go2net forbeholder sig ret til at ændre i disse betingelser. Det er kundens eget ansvar at holde sig opdateret omkring ændringer i disse betingelser. De gældende betingelser vil altid være at finde på go2net.dk under "betingelser".
Ved indgåelse af aftale om ny hjemmeside hos Wiegaarden, er det kundens eget ansvar at få opsagt tidligere webhoteller og andre ydelser hos andre leverandører. Vi kan desværre ikke få lov til at opsige tidligere produkter på jeres vegne. Vi kan dog mod betaling hjælpe med at finde ud af, hvem I er kunde hos og hjælpe med udfærdigelsen af opsigelsesmailen, som I så kan sende til dem.
2. Ydelser
Ved indgåelse af abonnementsaftale med Wiegaarden erhverver kunden sig ret til at benytte Wiegaarden go2nets Content Management System i perioden angivet på ordren/abonnementsaftalen, eller indtil ordren/abonnementsaftalen opsiges af en af parterne.
Købet dækker retten til at anvende Content Management Systemet i den version/udgave, der er angivet i ordren, gennem online-adgang. Licens og adgang til systemet må udelukkende anvendes som aftalt. Kunden må således ikke gå uden om administrationsmodulet.
Købet inkluderer altid standard grunddesign af løsningen. Unikt design kan vælges i nogle af Wiegaardens go2net-løsninger. Påfyldning af indhold (tekst, billeder osv.) er kun medregnet, hvis dette er inkluderet i tilbuddet. Disse detaljer vil tydeligt fremgå af ordren/abonnementsaftalen.
Kunden betaler en løbende abonnementsafgift, foruden oprettelsen, i henhold til den til enhver tid gældende prisliste ved køb af Wiegaardens go2net-løsning. Betalingen sker periodevis og forud og sker for 1 år ad gangen.
Benytter du vores "salgsheste"-modul som viser dine salgsheste fra ridehesten.com på din egen hjemmeside, så vil billeder, du evt. har valgt at bruge fra vores store billedarkiv, automatisk blive vist på din egen side også. Du må dog IKKE benytte disse billeder andre steder, hverken på andre hjemmesider, sociale medier som Facebook eller lign.
3. Drift
Webhotellet hostes af Wiegaarden Go2net i samarbejde med DanDomain, som er et af Danmarks største og mest stabile webhoteller. Wiegaarden prioriterer sikkerhed og service meget højt, så derfor arbejder Wiegaarden kun sammen med professionelle samarbejdspartnere.
DanDomain har en gennemsnitlig oppetid på over 99%. Skulle der opstå nedbrud, tilstræber Wiegaarden og DanDomain i alle tilfælde at genskabe til normal drift hurtigst muligt.
Information om mulige driftsforstyrrelser vil også kunne findes på DanDomains hjemmeside.
I forbindelse med vedligeholdelse af servere m.v. forbeholder Wiegaarden go2net og DanDomain sig ret til midlertidigt at lukke for serveren. Dette vil så vidt muligt blive udført mellem kl. 01 og 07, hvor der er lavest aktivitet på siden.
DanDomains forretningsbetingelser omkring brug af webhotel skal overholdes. De kan ses på dandomain.dk under forretningsbetingelser.
Drift og service på serverne sker fra lokaler stillet til rådighed af DanDomain. DanDomains serverpark ligger i Randers, kun 30 min. kørsel fra Wiegaarden, Hobro.
Wiegaarden sørger for al oprettelse og vedligeholdelse af selve webhotellet. Derved skal I kun kontakte Wiegaarden, hvis der er problemer med webhotellet. Bemærk at prisen for webhotellet ikke er med i prisen for selve udviklingen af hjemmesiden, og der betales 1 år forud. Derudover er der et mindre oprettelsesgebyr på kr. 499,-. Oprettelsen inkluderer oprettelse af Microsoft SQL Database, webhotellet og at vi lægger siden online til sidst. Ovenstående priser er pr. webhotel. Dvs. prisen pr. hjemmeside, som dette tilbud inkluderer. Eventuelle tidligere webhoteller og andre ydelser skal I selv sørge for at opsige. Vi kan ikke få lov til at opsige tidligere produkter på jeres vegne.
4. Domænerettigheder
Wiegaarden hjælper gerne med registrering af domænenavne, dog mod betaling af de gældende priser for domæner + gældende gebyr fra Wiegaarden. Wiegaarden go2net yder ingen form for garanti for registrering af ønskede navne. Reglerne for registrering, udfærdiget af Foreningen af Internet Leverandører (FIL), er til hver tid gældende, og Wiegaarden go2net påtager sig intet ansvar for tab som følge af ændringer heri.
Alle domæner bliver registreret i kundens navn, så kunden til enhver tid selv vil være ejere af domænerne.
Det er også muligt at køre GRATIS på et subdomæne hos Wiegaarden. Siden vil da komme til at ligge på "ønsketsubdomæneher.go2net.dk", såfremt det er ledigt og ikke er optaget til anden side.
Kildekode
Systemet er programmeret i Microsoft.NET, der er den nyeste standard inden for kodning til hjemmesider og programmer. For at sikre kildekoden til systemet og sikre, at I får et stabilt webhotel, er det et krav, at løsningen bliver hosted ved vores samarbejdspartner DanDomain, der er blandt Danmarks bedste og mest stabile. I får ikke selv adgang til selve kildekoden, men har heller ikke brug for at komme derind. Skulle Mediehuset Wiegaarden mod forventning en dag ikke eksistere mere, overgår kildekoden til jer, og I kan køre videre med løsningen.
5. Ansvarsbegrænsning
Wiegaarden go2net fraskriver sig ethvert ansvar for publiceringer på Wiegaarden go2nets kunders løsninger. Kunden er selv ansvarlig for, at offentliggjort materiale til enhver tid overholder dansk lovgivning og ikke krænker tredjemands ophavsrettigheder. Desuden skal kunden selv sørge for, at kunden har de fornødne rettigheder der skal til, for at kunden må bruge det materiale, som der lægges ind.
Wiegaarden go2net er ikke ansvarlig og kan ikke gøres ansvarlig for brugerens tilslutning til internet mv. og er ligeledes ikke forpligtet til at betale erstatning for tab opstået ved forsinkelse, afbrud, udeblevne data eller lignende. Ved evt. opdatering og specialprogrammering af systemet, er Wiegaarden ikke forpligtet til at betale erstatning for tab af data, der eventuelt måtte forekomme.
Wiegaarden go2net har heller ikke ansvar for, at nogen person med eller uden formel adkomst skaffer sig adgang til, tilegner sig, ødelægger eller forvansker data.
Wiegaarden go2net er ikke forpligtet til at betale erstatning for tab som følge af eksempelvis krig og mobilisering, oprør og uroligheder, naturkatastrofer, strejker og lockouts, mangler, nedbrud, konkurs eller forsinkelser ved underleverandør, brand, eller i øvrigt på grund af omstændigheder, som Wiegaarden go2net ikke har indflydelse på.
Wiegaarden go2net kan ikke holdes ansvarlig for tab, der er opstået som følge af simpel uagtsomhed. Wiegaarden er ikke ansvarlig for de tredjepartsløsninger, der er tilgængelige og/eller integreres med programmeringen, herunder kreditkort gateways og mobiludbydere mv. Wiegaarden kan således ikke holdes ansvarlig for rigtigheden, fuldstændigheden, kvaliteten og pålideligheden af informationerne og heller ikke resultaterne, som opnås gennem disse tredjepartsløsninger. Tilsvarende kan Wiegaarden ikke holdes ansvarlig for tredjepartsløsningernes tilgængelighed, sikkerhed eller funktionalitet, herunder for mulige skader og/eller tab forårsaget af tredjepartsløsninger.
Tredjepartløsninger inkluderer også de browsere, som de besøgende på hjemmesiderne benytter sig af for at se hjemmesiderne, og Wiegaarden kan ikke stilles til ansvar for, hvis der ændres i browsernes virkemåde osv., så hjemmesiderne fejler. Skulle dette ske, kan Wiegaarden kontaktes og en løsning/opgradering kan evt. laves. Dog mod betaling.
6. Backup
DanDomain tager dagligt backup af webhotellet, ca. 5 dage bagud. Dvs. at der skulle kunne hentes en backup ud inden for de sidste 5 dage. Skulle I få brug for, at vi henter jeres data ud fra en backup, informer os da hurtigst muligt!
Hvis kunden ønsker det, kan Wiegaarden tage ekstra backup af webhotellet og arkivere denne backup på egne servere. Herved vil kunden opnå daglig backup hos DanDomain, samt ekstra sikkerhedsbackup hos Wiegaarden. Denne backup skal tages manuelt af Wiegaarden og kan gøres, når I ønsker det, dog mod betaling.
7. Priser
Alle priser er angivet i danske kroner ekskl. moms.
Prislisten på de forskellige løsninger, moduler, nyt design osv. vil altid være at finde på go2net.dk eller via links på de hjemmesider, som vores samarbejdspartnere har.
Wiegaarden kan årligt, når webhotel-abonnementet igen skal fornyes, vælge at foretage en regulering i overensstemmelse med nettoprisindekset. Dette meddeles kunden senest 3 måneder inden regulering, og priserne pr. 1. januar 2015 benyttes som indeks 100.
8. Betaling
Der afregnes årligt ved forudbetaling af ydelser/abonnementer. Ved køb af go2net hjemmesideløsning vil prisen på selve løsningen blive faktureret, når Wiegaarden har færdiggjort sin del. Så er det op til kunden selv, hvornår kunden ønsker hjemmesiden online, og først derfra skal der betales for oprettelse og abonnement af webhotel.
Betaling til Wiegaarden go2net skal ske senest 14 dage fra fakturadato. Ved forsinket betaling påløber en rente p.t. på 1,2% pr. måned fra forfaldsdagen. Der opkræves et gebyr på kr. 100,- pr. rykkerskrivelse.
Ved udsendelse af rykker 2, vil følgende procedure samtidig træde i kraft:
Såfremt vi ikke har modtaget det skyldige beløb senest 10 dage fra dato, er vores procedure at sagen uden yderligere varsel blive overdraget til inkasso. Vi gør opmærksom på, at der i den forbindelse vil påløbe yderligere omkostninger.
Indeholder det skyldige beløb betaling for dit webhotel og/eller mailhotel eller andre onlineydelser med abonnement, er vi nødsaget til at lukke ned for servicen om 10 dage.
Din online service der ikke er betalt for, vil derefter ikke virke mere og alt data der ligger på eks. webhotel og mailhotel vil blive slettet uden yderligere varsel og uden mulighed for at blive genetableret.
Når domænet er reserveret hos DK Hostmaster A/S, og webhotellet er blevet bestilt, faktureres dette. Alle domæner bliver registreret i kundens navn, så kunden til enhver tid selv vil være ejer af domænerne.
Efter første år vil kunden særskilt blive faktureret af DK Hostmaster A/S for domænet, da de står med ansvaret for alle DK domæner.
Vælger kunden at stoppe udviklingen af hjemmesiden, inden den er færdig, eller at sætte projektet i bero, fakturerer Wiegaarden for den tid, der til dags dato er brugt på projektet. Derudover faktureres for allerede bestilte produkter som webhotel, domæner osv.
Kunden skal skriftligt inden 8 dage meddele Wiegaarden go2net adresseændring.
9. Opsigelse
Ønsker kunden at opsige webhotellet, skal dette meddeles Wiegaarden skriftligt og blot inden starten på den nye periode. Der er dermed ingen længere opsigelsesperiode forbundet med et abonnement hos Wiegaarden.
Rettigheder til det i forvejen eksisterende grafiske materiale i Content Management Systemet (backend, ikoner, figurer o.lign.) samt kildekode til både websitet og administrationsmodulet tilhører Wiegaarden go2net. Designet til hjemmesiden og indholdet (tekst, billeder, video osv.) tilhører kunden.
Ved opsigelse af abonnement på Wiegaardens go2net-løsning kan kunden vælge at fortsætte abonnementet på selve webhotellet, hvis en hjemmesideløsning andetsteds fra ønskes hosted derpå. Wiegaardens go2net-løsning (kildekode) vil derved blive slettet fra webhotellet, inden adgangskoder til webhotellet bliver udleveret. Prisen på webhotellet vil blive reguleret til kun at omfatte pris på webhotellet ifølge DanDomains listepriser.
Kunden er selv ansvarlig for evt. dataudtræk ved ophør af ordren/abonnementsaftalen. Wiegaarden hjælper gerne med dette, dog mod betaling.
Ved opsigelse af ordren/abonnement eller ved lukning som følge af misligholdt betaling har kunden ikke krav på tilbagebetaling eller refusion af forudbetalte ordrer/abonnementer.
Særligt for DEAS-kunder:
Kunden kan, med mindre andet er aftalt med DEAS, opretholde sin hjemmeside hos Wiegaarden go2net – så længe de administreres af DEAS og overholder brugs- og abonnementsvilkårene. Ophører administrationsaftalen mellem DEAS og kunden, ophører kundens rettighed til at benytte DEAS' hjemmesideløsning hos Wiegaarden go2net. Kunden kan dog kontakte Wiegaarden med henblik på at fortsætte som alm. go2net-kunde på almindelige vilkår.
Så længe hjemmesideløsningen benyttes, accepterer kunden, at DEAS har mulighed for at have bannere på skabelonen.
10. Overdragelse
Nærværende ordre/abonnementsaftale må ikke overdrages til tredjemand uden Wiegaarden go2nets skriftlige samtykke.
11. Misligholdelse
Wiegaarden go2net har ret til at lukke for kundens forbindelse til vores servere og derved kundens website.
- Såfremt kundens anvendelse af Wiegaarden go2net er i strid med den til enhver tid gældende lovgivning.
- Såfremt kundens website har et krænkende indhold, der kan skade Wiegaarden go2nets ry og omdømme.
- Såfremt forfaldne ydelser ikke er betalt.